Også om landdistrikternes vilkår, Hedensted kommune, byrådet m.m.

søndag den 19. november 2017

Togfonden og den kollektive trafik

SF i Hedensted kommune mener, at vi skal bruge togfonden til at modernisere togdriften i Danmark.
Alle strækninger skal omlægges til elektrisk drift. Der skal investeres i moderne, elektriske tog,
skinnerne skal opgraderes, og signalerne fornyes.
Alt dette sikrer effektiv, miljørigtig kollektiv trafik.
Desuden skal billetpriserne sænkes, så vi får flere over i den kollektive trafik.
Det er godt for miljø og økonomi, og samtidig mindsker vi trængslen på vejene.
Til gengæld bakker vi ikke op om en togforbindelse over Vejle Fjord, hverken bro eller tunnel.
Det er der ikke penge til i togfonden, det belaster miljø i Daugård og det er ikke på nogen måde en gevinst for Hedensted kommune.
I stedet peger vi på en løsning med et ekstra spor gennem Vejle.


torsdag den 16. november 2017

Stem SF til byrådsvalget

En stemme på SF er en stemme for
1. Bedre miljø og mere vild natur. 
Danmark er et af verdens mest intensivt dyrkede lande, derfor er det vigtigt at værne om vores vilde natur
2. Mere kildesortering af husholdningsaffald med afhentning af flere fraktionen. 
Det skal ikke være en forudsætning for bæredygtig håndtering af affald, at man har både bil og trailer, så man kan komme på genbrugspladsen
3. Udvikling af det lokale demokrati. 
Vi vil styrke lokalrådene, og mulighed for borgerdrevne forslag i byrådet
4. At bevare og styrke de lokale fællesskaber: 
Folkeskolen, dagpasningen, plejehjemmet, idrætsforeningen osv
5. Fleksibel arbejdstid: Medarbejderne skal have mulighed for at gå op  eller ned i tid afhængig af deres livssituation.
6. Mere tillid og mindre kontrol

En stemme på SF er en stemme imod
1. Tårnhøje direktørlønninger. 
Det skal være slut med åremålsansættelser og store fratrædelsesgodtgørelser
2. Lønstigninger til byrådet. 
Vi synes at især udvalgsformændene fik en alt for stor stigning i vederlaget 1. januar 2017
3. Dobbeltmandater i byrådet
Det skal ikke være muligt at sidde i byrådet og folketinget eller regionen på én gang. Det stiller SF forslag om i folketinget
4. Skattely og skatteunddragelse: Hedensted kommune skal ikke samarbejde med firmaer der udnytter skattely


mandag den 13. november 2017

Små skoler skaber tryghed! Både for børn og lokalsamfund.


Den decentrale struktur er en vigtig del af kommunens DNA, og vi vil bevare den decentrale folkeskole, som lokalområdets kulturcenter og omdrejningspunkt.
Hedensted kommune har valgt sin helt egen løsning for folkeskolen, og har ikke lukket skoler siden kommunalreformen. Og det er en succes!
Små skoler skaber tryghed!!
Det faglige niveau bliver, stik imod hvad eksperterne siger, bedre og bedre.

Alle børn skal, uafhængigt af deres baggrund, komme godt fra start, og Folkeskolen skal være et sted, hvor ulighed mindskes.
Folkeskolereformen fejlede på flere områder. Det skal vi have rettet op på for at skabe en folkeskole med de rette rammer og en kvalitet, der skal sikre, at vores børn kommer sikkert videre i deres ungdomsliv.
SF vil have kortere skoledage og loft over lærernes undervisningstimer. Skolerne skal selv have mulighed for at tilrettelægge skoledagens længde.
Der er ikke belæg for at lange skoledage giver bedre læring. Det gør derimod veltilrettelagt, varieret undervisning med forskellige aktiviteter i løbet af skoledagen.
Børnene skal have ro på i hverdagen, og tid til fritidsaktiviteter og sport.

 

lørdag den 11. november 2017

SF'S MILJØDOGMER

Der er slet ikke nok fokus på miljø og bæredygtighed i Hedensted kommune. Kommunen skal tage det grønne ansvar på sig, det vil sige forstå, at natur er lige så vigtigt som kultur. Naturhensyn skal afspejles i alle kommunale politikker.
Derfor har jeg sammen med Jan Tidemand udarbejdet et sæt dogmeregler der kan være med til at sætte udviklingen på sporet:


SF's 10 dogmeregler for beskyttelsen af naturværdierne i Hedensted kommune.
Formålet er at få natur og miljø tilbage på dagsordenen igen.
1: Fremover skal der ved alle nye lokalplaner indbygges miljøhensyn, f.eks. med krav om 0-energi løsninger i nye parcelhusområder. Samtidig skal der laves nye udstykninger med mulighed for dyrehold og haver.
2: Ved større udstykninger skal der, allerede inden den første streg er tegnet, laves principper for nedsivning af regnvand, grønne kiler og områder med varieret natur (ikke bare græs), samt krav om, at der ikke må bruges sprøjtegifte i haverne m.m.
3: Der skal stilles større krav til beskyttelse af vore drikkevandsområder; herunder opkøb af arealer, der udlægges til natur eller økologisk drift samt skovplantning.
4: Økologi og bæredygtighed bør indtænkes i alle kommunale indkøb herunder ikke mindst i kantiner, samt i vuggestuer og børnehaver er det væsentligt.
5: Hedensted Kommune har vendt ryggen til vedvarende energi. Kommunen skal planlægge, hvordan vi erstatter fossilt brændsel med sol, vind, biomasse m.m.
6: Der skal etableres en Naturfond Hedensted med en kommunal startkapital på 10 millioner kroner. Fonden kan suppleres med fondsbeviser som borgere, organisationer og virksomheder kan købe. Fonden kan finansiere projekter, der beskytter naturværdierne, samt opkøbe relevante arealer.
7: Udfasning af havbrug: Landbaserede laksebrug med recirkulering af vandet er det bæredygtige alternativ til havbrug. De eksisterende havbrug udfases over en 10-årig periode
8: CO2 neutral transport er en stor udfordring i en geografisk stor landkommune. For at nedbringe CO2 udledning og fremme overgangen til VE er alle kommunale biler eldrevne inden 2030
9: Grøn og velfungerende offentlig transport: Offentlig transport er grøn transport. Hvis vi skal sikre, at vores borgere har adgang til job og uddannelse, er det vigtigt, vi har en veludbygget offentlig transport. Vi skal som minimum bevare de busruter vi har i dag, og tilbyde velfungerende flextrafik hvor der ikke er busser.
10: Kildesortering af husholdningsaffald: Husholdningsaffald afhentes i flere fraktioner, herunder ”det grønne affald”, der kan anvendes til bioforgasning.

fredag den 29. september 2017

Cykelstipulje

SF har i årevis kæmpet for flere cykelstier. Vi jubler derfor over at det endelig er lykkedes at få hele byrådet med på ideen. I forbindelse med budgetforliget bliver der etableret en cykelstipulje med 5 mill kr årligt 2018-21. Læg dertil midler fra folketingets cykelstipulje, så det muligt at lave en langsigtet planlægning.
Der skal laves en langsigtet strategi for cykelstier, så der med afsæt i bedst mulig udnyttelse af midlerne skabes gode, sammenhængende og attraktive muligheder for borgerne. I arbejdet indgår også om man kan etablere stimuligheder på andre måder end de traditionelle.
I 2018 bliver en sti mellem Bjerre og Stenderup det første projekt.

torsdag den 21. september 2017

Budget 2018

I aftes blev der lavet forlig om kommunens budget for 2018. SF er med i forliget.
Vi går hvis det kan være med til at gavne hverdagen for den almindelige borger.
Budget 2018 er et budget, hvor der er balance mellem udgifter og indtægter. Vi skal med andre ord ikke kigge efter besparelser, tværtimod er blevet plads til nye aktiviteter og forbedringer.
Jeg skal her kort nævne nogle af de ting, der gør det til et godt budget set med SF briller.

  • Der er afsat 5 mill kr til en cykelstipulje, ikke kun 2018, men også 19, 20 og 21
  • I 2018 og 2019 er der midler til en naturpulje, der kan være med til at gøre kommunens "hemmelige naturperler" tilgængelige for borgerne vha af bedre skiltning og publikumsfaciliteter
  • Der skal etableres en Social investeringsfond i 2018, der forebygger sociale udfordringer.
    For kommunen er gevinsten mindre behov for ressourcer, færre anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet og færre sociale indsatser.
    For den enklete borger er gevinsten en fremtid med uddannelse, job og selvforsørgelse. Et bedre liv, helt enkelt.
    Fremtidens sociale problemer startes i dag. Derfor skal de også løses i dag
  • Tillidsreform 2.0.
    Vi skal have en dybere drøftelse af, hvordan vi omsætter bureaukrati og dokumentation til kernevelfærd i Hedensted kommune. hele organisationen skal inddrages i arbejdet. Vi kan opnå stigende kvalitet uden at bruge flere penge. Vi skal ikke køre længere på literen - men simpelthen have mere for pengene.
    Samtidig øges personalets trivsel: Man går glad hjem fra et arbejde, man er lykkedes med, og man kan være stolt af sin indsats og sin kommune
  • 11,4 mill kr ekstra til udsatte børn og unge, og deres familier
  • klippekortsordning for ældre i eget hjem genindføres
  • der er sikret fortsat drift af brandstationen i Hornsyld 


                                 
                                               Billedresultat for tillidsreform

søndag den 25. juni 2017

Havbrug er en ulmende katastrofe for lokalt hav- og kystmiljø

Fælles læserbrev Paw Amdisen, Horsens kommune, Torsten Sonne Petersen,Hedensted kommune og Marianne Hundebøll, Odder kommune.

Et flertal i Folketinget åbnede i maj mulighed for at etablere nye havbrug og udvide eksisterende havbrug i danske farvande. Det får konsekvenser i hele Kattegat, og problemerne kommer også til at påvirke hav- og kystmiljøet ved Horsens og Vejle Fjord.
I kommunerne omkring Horsens Fjord kender vi allerede til konsekvenserne ved havbrug. I Hedensted Kommune kører de lokale havbrug på en miljøgodkendelse fra Vejle Amts tid, som ikke er blevet fornyet siden af Hedensted Kommune, som er den ansvarlige myndighed.
Og i vinteren 2014 var det med nød og næppe, at etableringen af et større havbrug ved Endelave blev standset af Natur- og miljøklagenævnet. Netop med henvisning til, at effekten af de "kompenserende" tiltag, som regeringen nu bruger som løftestang for nye kæmpeanlæg til søs, var yderst tvivlsom.
For SF står det klart, at havbrug til havs ikke er fremtiden. Fiskeopdræt skal foregå på land, hvor vandet kan behandles eller recirkuleres, så det ikke belaster havmiljøet. Derfor er vi gået til Europa Parlamentets borgerklageudvalg for i sidste ende at få stoppet udvidelserne af havbrug og byggerierne af nye.
Vi kan ikke løse problemerne med fiskeopdræt i havbrug. Tungmetaller, afføring, fosfor, kvælstof, medicinrester kan ikke kontrolleres i åbne bure, hvor havvandet flyder igennem.
Det rokker de såkaldte "kompenserende" marine virkemidler - muslingefarmene, som regeringen, Dansk Folkeparti og socialdemokraterne satser på - ikke ved. Til gengæld indebærer de en række forringelser: Beslaglæggelse af havområder, øget udledning, bundfældning af organisk stof og lokal påvirkning af bunddyrssamfund.
Havbrug er en ulmende miljøkatastrofe for vores havmiljø og vores kystmiljø, og det får langsigtede konsekvenser for vores badevand, vores turismeerhverv, vores fiskebestande og vores fugleliv.
Derfor siger SF nej til havbrug. Løsningen for fremtidens fiskeopdræt ligger i at hive produktionen på land, satse på bæredygtighed og genanvendelse og en produktionsform, der belaster miljøet mindst muligt.